Familien
Vejle.

Diakoni har gennem kirkens historie taget form i forskellige sammenhænge, og det er vigtigt for os at være bevidste om de rammer, vi er en del af i dag. Derfor arbejder vi med en teologisk profil, hvor vi er opmærksomme på, at vi laver diakoni i en velfærdsstat. Her er det afgørende for os at fastholde forskellen mellem det, der gives som en ret, og det, der modtages som en gave. Hvor velfærdsstaten bygger på krav og rettigheder, udspringer diakonien af nåde, og evangeliet er en gave, der gives.

Fattigdom forstås ikke først som et økonomisk forhold, men som en menneskelig og åndelig tilstand. Det betyder, at vores diakonale arbejde ikke først handler om det, vi giver, men om den måde, vi er sammen på. Derfor arbejder vi med en tydelig medvandringsprofil, hvor relationen er i centrum. Diakonien får konkret form i fællesskab, medvandring og sjælesorg, hvor vi følges med mennesker i deres liv frem for at stå udenfor og løse det.

Vi adskiller os fra en tænkning, hvor økonomisk vækst forstås som grundlag for lykke og menneskelig værdi. Vi møder ikke mennesker som sociale problemer eller projekter, men som skabt i Guds billede. Derfor møder vi også mennesker med ansvar. At give ansvar er at give værdighed og tage alvorligt, at ethvert menneske har noget at bidrage med. Her er det ikke behovet, der er i centrum, men det fælles liv. Når vi lader gudbilledligheden stå over sociale skel, bliver diakonien også universel, og den udfoldes derfor i et fællesskab, hvor vi både giver og modtager.